Splitleasing
Har du meget erhvervskørsel i din private bil, så er det værd at overveje splitleasing. Typisk siger man, at der skal være min. 60% kørsel erhvervsmæssigt i din private bil, før det kan svare sig at overveje splitleasing. Men har du det, kan der være store fordele ved denne leasingform.
Som navnet antyder, så splitter man nemlig leasingaftalen i to: En til virksomheden og en til medarbejderen. Man deler dermed omkostningerne til bilen, herunder udgifter til service, reparationer og brændstof. Virksomheden betaler for udgifterne til erhvervsmæssig kørsel, mens du betaler til de udgifter, der er i forbindelse med den private kørsel.
For medarbejderen er fordelen, at man ikke bliver beskattet af ordningen, og for virksomheden er fordelen, at man ikke betaler alle udgifter til bilen selv. Det er ofte selvstændige virksomhedsejere, der bruger splitleasing, fordi man vinder både som virksomhed og privatperson. Derfor er det endnu mere attraktivt for selvstændige.